|
Virus - og virusbekæmpelse
Lige så længe der har fandtes computerprogrammer, har der også fandtes nogle fjolser,
som syntes at det var ustyrligt morsomt at sabotere disse programmer med ondsindede programkoder, -
små skadelige programmer, der alle kendes under fællesbetegnelsen ”Computer-virus”.
Virus optræder i utallige former og varianter. At nævne dem alle ville være uoverkommeligt,
og tillige ganske overflødigt, for der kommer nye virus-typer hver eneste dag.
Kilder til virus
De mest almindelige indgangskilder til virus på din computer, er dit mailprogram,
din Internetfærden og forskellige former for download, der naturligvis også er relateret
til din Internetforbindelse. De såkaldte P2P-programmer (peer to peer) er en stor kilde
til spredning af virus og spyware. Eksempler på disse er programmer som Kazaa og LimeWire med flere.
Undgå i øvrigt brugen af den type programmer der fungerer ved ”mappedeling” med ukendte brugere på nettet.
Disketter har tidligere udgjort en stor risiko, men i takt med at brugen af disse forsvinder,
er denne jo selvfølgelig tilsvarende aftagende. Det er dog stadig en god ide at scanne sine disketter for virus.
Mail-programmet
Tidligere var det nemt at kende faren ved virusbehæftede mail.
De sikre kendetegn, der burde skærpe ens opmærksomhed,
var en mail tilsendt fra en ukendt adresse vedhæftet en eksekverbar fil, - som regel af typen exe eller zip.
Så enkelt er det desværre ikke mere.
Virusprogrammørerne er blevet betydeligt mere udspekulerede.
Det er eksempelvis meget normalt at virus bliver tilsendt fra en tilsyneladende kendt mailadresse, -
også selv om mailen rent faktisk slet ikke kommer fra den velkendte adresse.
Virus kan endvidere komprimeres i helt uskyldigt udseende filer som en billedfil eller en PowerPoint præsentation.
Forholdsregler ved mail
Læg aldrig din mailadresse ud på nettet i chatforums eller lignende.
Får du brug for at gøre det alligevel så gør det på denne måde:
fnfoto(a)mail.dk. Karakteren (a) gør det ud for @ og betyder at de automatiske scannere,
der konstant afsøger nettet for brugbare mailadresser til spammere, ikke registrerer din mailadresse.
Deaktiver den automatiske læserude/indholdsrude i dit mailprogram,
således at en mail kun åbner når du dobbeltklikker på den, -
og lad være med overhovedet at åbne en mail du er mistænksom overfor,
eller mail der indeholder vedhæftede filer, som uopfordret er blevet sendt til dig.
Nysgerrighed har givet anledning til mange vellykkede virusangreb.
Sørg for at have et opdateret antivirus-program, som scanner alle dine ind- og udgående mail for virus.
Har du brug for ekstra sikkerhed, så findes der en lang række gode programmer til dette.
MailWasher er blot et af mange, - men det er efter min mening et af de bedste programmer overhovedet.
MailWasher fås både i en gratisversion og i en købeversion. Købeversionen hedder MailWasher Pro,
og den har naturligvis en række fordele frem for gratisversionen.
Vær opmærksom på at de fleste nyere mailprogrammer har en række settings og options,
der i et vist omfang faktisk yder en ganske pæn beskyttelse mod uønskede mail.
Det er i den forbindelse meget vigtigt, at man til hver en tid holder både sin browser og sit mailprogram
opdateret med de nyeste opdateringer.
Internettet
Surfing på Internettet rummer en betydelig risiko, - især hvis du surfer på sex-sider.
Ikke fordi disse sider er værre end andre, men de er meget populære og har en høj trafik,
og er derfor også et yndet mål for hurtig spredning af virus og spyware.
Surf aldrig på nettet uden af have et godt og nyopdateret aktivt antivirus-program, -
en firewall er i den forbindelse stort set lige så vigtig.
Jeg har altid været en varm tilhænger af, at købeprogrammer som Norton og Panda med flere
var de bedste, men nogle er dog uenige med mig heri, og hævder at der findes lige så gode
gratisprogrammer til disse formål. Især programmerne eTrust og Avast bliver ofte fremhævet.
Peer to Peer - P2P
Forholdsreglerne omkring de såkaldte peer to peer-programmer, som Kazaa LimeWire med flere,
er helt klare og enkle: De er ikke anbefalelsesværdige, - men de er uhyre populære,
da de er en god og fristende mulighed for at udveksle film, billeder, musik og programmer med mere.
Når skaden er sket
Har du først fået en virus ind i din computer, så drejer det sig om at komme af med den så hurtigt som muligt,
og foretage så få genstarter af computeren som muligt. Mange virus-arter ”vokser” på den måde
at de kun er banebrydere for at åbne din computer for andet og mere utøj, og på den måde totalt
overtage kontrollen med din PC, og fra denne sprede sig videre ud over nettet via eksempelvis dit
mailarkiv over kontaktpersoner.
Får en virus først rigtigt tag i din computer, så kan den udføre mange ”sjove ting”.
Den kan deaktivere dit virusprogram totalt og forhindre dig i at geninstallere det.
Den kan spærre din internetadgangs til alle de support-sider og online scanner-sider,
som ville kunne have hjulpet dig af med virussen. Den kan dog ikke få dine sokker til at krympe i vask, -
men det er vist stort set også én af de få undtagelser der findes, for i de meget grelle tilfælde
er der kun én vej ud af problemet, - og det er en total formatering af din harddisk med tab
af alle programmer og egne filer til følge.
Her er så de gode link hvor du kan søge hjælp, vejledning og support hvis du er blevet ramt af et virus-angreb.
Langt de fleste virus-arter er heldigvis kendte, og er derfor også relativt nemme at slippe af med igen,
fordi der for længst er udviklet værktøjer til afsløring og fjernelse af disse.
De tre link er til henholdsvis en side med gratis anti-virus programmer, og til en side med nogle online-scannere
hvor du kan tjekke din computer for eventuel virus, samt et link til nogle virus-scannere som du kan downloade:
[VIRUS PROGRAMMER]
[VIRUS SCANNERE]
[DOWNLOAD SCANNER]
COPYRIGHT FLEMMING NIELSEN WWW.FNSUPPORT.DK
DU KAN KOMMENTERE DENNE ARTIKEL:
[KLIK HER]
|