|
Formatering af computer - Windows.
Denne vejledning henvender sig primært til brugere af Windows 2000, - Windows XP og Windows Vista.
Mange PC-brugere er bange for at komme ud i en formatering af deres PC. Det kan jeg blandt andet se på diverse IT-forummer,
hvor folk kan bøvle i dagevis med et virusproblem, spywareproblem eller et andet genstridigt softwareproblem, som har fået deres computer til at gå i udu.
Det er lidt spild af tid at bøvle så mange timer med den slags problemer, når en formatering af computeren tar' cirka 2-4 timer.
Efterfølgende skal man så naturligvis installere alle sine egne programmer igen. Hvor lang tid dette vil tage kan jeg ikke komme med noget estimat på, da det jo afhænger
af antallet af programmer.
En formatering hører i øvrigt med til hvad jeg vil betegne som almindelig vedligeholdelse af computeren. Ethvert Windows-baseret styresystem sløves
med tiden således at computeren bliver langsom, - længere tid om at starte og slukke, og sløv og træg at arbejde med i det hele taget.
Årsagerne til dette er mange, men dem vil jeg ikke komme ind på her da artiklen først og fremmest drejer sin om formatering af computeren.
Mange brugere forsøger at kompensere for deres computers tiltagende sløvhed ved at installere nogle "Tweak og Tuneup" programmer med mere eller mindre
fantasifulde navne, som eksempelvis Ultimate Registry Cleaner, - Speed Up my PC, og lignende.
Glem det, - alle disse programmer er ret virkningsløse og giver ingen mærkbar forbedring af computerens ydeevne.
Det eneste der virkelig dur er en formatering. Det er som at få en helt ny computer.
Backup af egenfiler.
En del brugeres uvilje mod at komme ud i en formatering, skyldes at de sjældent har en ordentlig backup af deres egenfiler, - og det er selvfølgelig en forudsætning
at have dette hvis en formatering skal være nem og smertefri og uden tab af data.
Udover egenfilerne, der almindeligvis ligger i mappen "Dokumenter", så skal man være opmærksom på at man også mister sine mails og kontaktpersoner i
mailprogrammet, samt "Bogmærkerne" i Internetbrowseren. - også kaldet "Favoritter" eller "Foretrukne" alt efter hvilken browser der er tale om.
De fleste mailprogrammer har en backup-funktion til backup af mails og kontaktpersoner. Denne backup skal naturligvis gemmes på et eksternt medie, og ikke
på den computer man agter at formatere. En formatering sletter alt på harddisken.
Bogmærkerne (dine foretrukne) finder du i biblioteket over dine filer (Stifinder / Explorer). I Internet Explorer version 7, i Windows XP findes de på denne sti.
(Stien vil naturligvis være anderledes i andre browsere / andre styresystemer):
C:\Documents and Settings\Dit Navn\Foretrukne
Som et alternativ til manuel backup findes der et utal af programmer til backup-formål. På dette link findes der et som, - efter sigende, skulle kunne klare en hel del.
Jeg har ikke selv prøvet det, men har fået det anbefalet fra en troværdig kilde, som også hævder at demoversionerne (de gratis), skulle være fuldt funktionsdygtige:
[*KLIK HER*]
Backup af "Personlige indstillinger".
Personlige indstillinger er heller ikke indeholdt i mappen "Dokumenter", - så også disse skal du tage en backup af, såfremt du ikke ønsker at miste dem.
Med "Personlige indstillinger" mener jeg ting som din adgang til Netbank, Digital Signatur og lignende.
Need to have - Windows CD.
For at foretage en formatering af din computer, er der nogle ting du skal have. Først og fremmest, - naturligvis, en gyldig og lovlig Windows installations-CD.
Mange computere leveres med en såkaldt Recovery CD. Den kan naturligvis også bruges, og er i mange henseender også nemmere at installere, idet installationen stor set
udføres af sig selv.
Jeg har nu aldrig brudt mig om Recovery-CD'er, for med dem følger også alt det andet præinstallerede ragelse som fulgte med computeren da man købte den. 60-dages
trialversioner af antivirusprogrammer og alt muligt andet software-skrammel, som man alligevel ikke gider ha', og derfor efterfølgende kan bruge tid på at sidde og fjerne igen.
De gange hvor jeg har købt en computer med en præinstalleret recoveryinstallation, så er det første jeg har gjort, efter at have pakket den ud af emballagen, været at formatere den
med en ren Windowsinstallation.
Nice to have - DriverSoftware
Det næste du meget gerne skulle ha', er en CD / DVD med drivere (software) til din computers hardware, - lydkort, skærmkort, bundkort, chipset, grafikkort med mere, for uden denne
software vil disse enheder ikke kunne fungere.
Hvis ikke du har et medie med disse drivere, så bliver formateringen straks en noget mere besværlig affære. Windows indeholder ganske vist drivere til de mest gængse
hardwareenheder, og resten af dem kan man hente på nettet, - men det kan godt være en træls langsommelig affære, og ganske ofte er det også svært at finde de rigtige
drivere, - og mangler man driveren til sit netkort, så kan man helt enkelt ikke komme på nettet med computeren, så en CD med disse drivere er absolut nice to have.
Boot fra Windows-CD
Efter lanceringen af Windows 2000 og de to efterfølgende styresystemer, - Windows XP og Windows Vista er det blevet betydeligt nemmere at foretage en formatering,
idet alle tre styresystemer understøtter boot fra installations-CD'en.
At boote fra CD'en består helt enkelt i at man lægger den i CD-drevet, - og genstarter computeren. Så starter computeren fra CD'en i stedet for at starte fra harddisken, - og herefter er det bare at
følge anvisningerne på skærmen.
En del computere er i stand til at starte fra CD'en uden at man behøver foretage ændringer i BIOS, - men gør den ikke det, så er man nødt til at gå ind i BIOS (Basic Input Output System)
og foretage de fornødne ændringer.
Ændring af Boot Device Priority i BIOS
Denne del af vejledningen er baseret på min Bios i min computer. Udseende og opsætning af Bios kan variere fra computer til computer. Det er derfor vigtigt at
du sætter dig ind i hvordan din Bios er sat op.
Adgang til Bios får man ved at trykke gentagne gange hurtigt efter hinanden på F2-tasten under computerens opstart. I Bios brugerfladen skal man ind under sektionen "Boot".
Bios indeholder informationer på skærmen til hvordan man navigerer rundt i systemet. Under sektionen "Boot" skal man så ændre CD-drevet til at være "First Boot Device".
Herefter vælger man Save and Exit, som er F10-tasten, og genstarter computeren.
Efter fuldført formatering / installation af Windows, skal man naturligvis rette Bios tilbage til de oprindelige Boot-indstillinger.
Det er ikke på alle computere at adgangen til Bios opnås ved tryk på F2-tasten. F1 eller Escape (Esc) kan også være anvendt. Her er et link til de mest anvendte taster til dette formål:
[*KLIK HER*]
Praktiske oplysninger forud for formateringen.
Den første "dialogboks" du møder når installationen starter er denne: "Tryk på en tast for at starte fra CD.....", - og det skal du naturligvis bare gøre.
Under selve installationsprocessen genstarter Windows af sig selv en gang eller to. Og her vil den samme tekst fremkomme under opstarten (Tryk på en tast for at starte fra CD.....).
Det skal du bare ignorere og lade være med at trykke på en tast, for så starter installationen fra CD'en bare forfra igen, - og så kan det jo køre i det uendelige.
På et tidspunkt under installationen bliver du også spurgt om du vil hente de nyeste opdateringer til Windows på nettet mens installationen pågår. Det skal du absolut ikke gøre.
Du skal i det hele taget slet ikke have din computer tilsluttet nettet under installationen.
En ny Windows-installation uden sikkerhedsopdateringer, og en computer uden antivirus-program, er ekstremt sårbar overfor virus, spyware og andet snavs. Du vil næppe nå at være på nettet
i mere end to minutter inden din computer er inficeret med et eller andet, som gør at du kan starte forfra med at formatere den.
Gå ikke på nettet før din windows-installation er færdig, og du har fået installeret en firewall og et antivirus-program.
Partitionering af harddisken.
I begyndelsen af installationsforløbet bliver man spurgt om man vil oprette en partition i det ledige område af harddisken, og det skal man selvfølgelig gøre.
Er der tale om en relativt stor harddisk, så kan det være både fristende og praktisk at opdele denne i flere partitioner, - men det er en fremgangsmåde som jeg kun vil anbefale øvede brugere
at anvende.
En af de mest indlysende fordele ved at partitionere (opdele) sin harddisk i flere partitioner er at man kan installerer styresystemet (Windows) på en partition for sig selv. Så slipper man fremover
for at miste sine øvrige data og egenfiler hvis man skal geninstallere Windows.
Der er dog intet forgjort ved ikke at opdele disken under installationen. Der findes masser af værktøjer og programmer der kan bruges til at gøre dette efterfølgende når Windows er
installeret, - man skal blot huske at bruge et "Nondestruktiv partitioneringsprogram".
Det kan du læse mere om her på disse to link:
Wintip.dk - Flere partitioner på harddisken:
[*KLIK HER*]
PC World - Lav en ny partition på din harddisk:
[*KLIK HER*]
Og nu! Formatering
Den eneste grund til at jeg har orket at lave denne vejledning, er at en webmaster (Helge C) på sin hjemmeside har lavet langt den mest besværlige del af det, - nemlig en meget flot
trin for trin vejledning med screendumps (skærmbilleder) af hvert eneste step i processen. Du kan se Helges meget flotte anvisninger på disse link:
Helge C - Vejledning til installation af Windows XP:
[*KLIK HER*]
Helge C - Vejledning til installation af Windows Vista:
[*KLIK HER*]
En vejledning til formatering / installation af Windows 2000 finder du på dette link:
BlackViper - Vejledning til installation af Windows 2000:
[*KLIK HER*]
Den mest udbredte fejl
Den mest udbredte fejl der begås under formatering, er at folk rent faktisk glemmer at formatere, og bare "installerer oveni", med det resultat at computeren pludselig har to styresystemer,
og det er både irriterende og umådeligt upraktisk.
Husk også at vælge "Hurtig formatering". Med de store harddiske der findes nu om stunder, så kan en "Fuld formatering" (langsom) tage adskillige timer, og det er sgu ret kedeligt at sidde
og vente på, såvel som det i næsten alle tilfælde er komplet overflødigt.
Afslutning
Når formateringen / installationen er færdig skal du som noget af det første, - udover at installere førnævnte firewall og antivirus, have installeret driverne til din computers hardware.
I Windows "Enhedshåndtering" kan du finde en oversigt over hvilke hardware-enheder der mangler drivere. De enheder der mangler drivere er ret tydelige at få øje på, - de er nemlig
markeret med et stort gult, og meget iøjnefaldende, spørgsmålstegn.
Enhedshåndtering finder du således:
Højreklik på ikonet "Denne Computer" på dit skrivebord. Vælg "Egenskaber" fra den fremkomne højrekliksmenu. Vælg "Hardware". Vælg "Enhedshåndtering".
Så får du en oversigt der ser således ud:
Efter formateringen / installationen
Efter formateringen skal du i gang med at hente opdateringer til computeren. Det kan godt tage noget tid. Det er ikke usædvanligt at der er mellem 100 og 200
nye opdateringer efter en formatering, alt efter hvor gammel din Windows-CD er.
Plugin & Players - Et must have.
Der er 3 plugin og players som det er en absolut nødvendighed at have hvis man skal have det fulde udbytte af sin Internetbrowser. Man kan så undre sig over at de ikke er
implementeret i Windows / Internet Explorer, men det skydes helt enkelt at Microsoft ikke ejer rettighederne til de pågældende programmer.
De 3 plugin og players er opført herunder, sammen med et link til en download-location. Husk under installationen at fravælge Google Toolbar, såfremt du ikke ønsker at
få installeret denne:
Adobe Flash Player:
[*KLIK HER*]
Adobe Shockwave Player:
[*KLIK HER*]
Java Runtime Environment:
[*KLIK HER*]
|